København Pétanque Klub (KPK) er en af Danmarks ældste pétanque klubber. Den blev stiftet i oktober 1983 og havde den gang fast base i Kongens Have.
I dag tæller klubben ca. 70 medlemmer og holder til ved hovedindgangen til Enghaveparken på Vesterbro i København.
KPK er medlem af Dansk Pétanque Forbund (DPF) og af Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI), medlemmerne har licens til deltagelse i nationale og internationale turneringer.
Der kan spilles hele året, men vi har højsæson fra april til slut september. Der er lys på banerne, så det også er muligt at spille efter mørkets frembrud.
Der er med sikkerhed folk ved klubhuset onsdage fra ca. kl. 15 hvor der er hyggespil for alle medlemmer. Ofte får vi lidt mad og på en lun aften spiller vi til langt ind i natten.
De andre dage vil der i højsæsonen ofte også være folk ved klubhuset fra kl. ca. 15 hvis vejret tillader – kik forbi hvis pétanque har din interesse.
Vi deltager i landsturneringen (LT) under Dansk Pétanque Forbund. Vi har hold i flere divisioner og kan brystet os af guld og sølv placeringer. Vi har også hold i DPF’s veterancup, hvor det ligeledes har været metal om halsen. Vi er også aktive i DGI’s turneringer.
Over hele landet er der lokale turneringer hvor der kan deltages, og der er også invitationer fra udenlandske turneringer.
Klubben begynder og afslutter sæsonen med egen åbnings- og afslutningsturnering. Derudover afholder vi klubmesterskab i både triple, double og single.